September, teenagere og cyklus-kit

(illustration Linda Kunz Sørensen, noter fra en aften i Ny Nordisk Kvindecirkel om cyklus)

Der kommer hele tiden flere toner af efterår til, der er tre blade på mit træ udenfor vinduet, der er helt gule, mens resten endnu er grønne. Aftnerne er blevet lidt mørkere, og det er som om, der lige så stille flytter en stilhed ind i naturen. En stilhed, som vi slet ikke finder i foråret og sommeren, hvor energien er høj og arbejdsom. Jeg bliver aldrig træt af at studere og lære af naturens årstider. Det giver mig så meget viden og information om min egen natur og om det at være menneske. De gaver og opgaver, der tilhører de forskellige årstider, knytter dig også til menneskelivet som helhed, men også til den bevægelse, der går gennem kvinden i form af vores menstruationscyklus.

På torsdag mødes jeg med min grafiker, og jeg skal overlevere mit Cyklus-kit–materiale til hende. Jeg er vist kommet til at skrive om det flere gange, at det var lige på trapperen, men der bliver ved med at være noget mere, der skal med, nye indsiger. For hver gang jeg gennemgår en årstid på ny, er det som om, der kommer ny viden til. Men nu er det nu. Flere af de kvinder, der har fulgtes med mig i Ny Nordisk Kvindecirkel, og i andre sammenhænge, har efterspurgt modeller og oversigter til at fordybe sig i cyklus og at få sat nogle af alle de ord, der er sagt i cirklen om cyklus på skrift. Cyklus-kit bliver en lille samling af forskellige modeller, skemaer og refleksionsspørgsmål, men også en beskrivelse af den kvindelige menstruationscyklus ud fra et biologisk og et mere psykologisk perspektiv.

Når vi nu taler om årstider, cyklusser og livsfaser, så er det også blevet meget tydeligt for mig hen over sommeren, at jeg lige så stille er ved at træde ind i en ny livsfase med store teenagepiger. Som baggrundstapet har der udspillet sig en lille scene på græsplænen i vores have. Her har et skade-par været i gang med at lære deres unger at flyve. Træning hver dag, så ungerne kan blive helt flyveklare og forlade reden – I get the metaphor!!

Det er et særligt sted at stå, her hvor jeg må erfare, at min rolle er en helt anden, end den var som småbørnsmor. Den er nærmest modsat. Den omsorg, de havde brug for dengang, spænder på de fleste dage ben for dem i det de skal.

Det der står særligt klar for mig er, at jeg har en opgave, som teenagemor. Og som jeg bevæger mig ind i teenange-land, så får jeg også den tanke, at de i mange år har været en misforstået ’race’. Mange af de mærkater vi lidt kategoriserende sætter på teenagere: dovne, ugidelige, utilregnelige, flabede…, er måske ikke helt så beskrivende for, hvordan de egentlig er. Jeg tænker, at det vi på overfladen kan se er et udtryk for, at alt er under ombygning. Indenfor neuropsykologien taler man simpelt hen om celledød i hjernen i teenageårene. Der er virkelig også tale om en kæmpe overgang her. Og de er ikke altid i stand til at handle hensigtsmæssigt. Med det følger også en stor grad af sårbarhed, som nogle gange kan blive opfattet som måske ugidelighed eller en form for uhøflighed, når de trækker sig ind på værelset, eller ikke siger så meget. De store følelsesudbrud skyldes alle de hormoner der suser rundt i kroppen, som de også skal lære at navigere i.

Som jeg oplever det lige nu er min opgave meget at gentage, tålmodigt og helt roligt at sige igen og igen: ”vil du tømme opvaskemaskinen”, ”vil du samle dit tøj op” etc. At holde fast i at jeg har brug for deres bidrag til de praktiske ting, men alligevel at erkende, at hvis jeg vil have deres hjælp, må jeg også gentage og holde fast i det.

Ud over at gentage oplever jeg også, at denne periode virkelig kalder på, at jeg kan være mig: at jeg også varetager mine egen behov, ved hvem jeg selv er, og tør være det. De er de vildeste spejle på alt, hvad jeg selv indeholder, og de er verdensmestre i at finde mine ømme punkter: Der, hvor jeg ikke lige ved, der hvor jeg ikke er helt tilfreds, der hvor jeg mangler at få kigget på noget af mit shit. Det kræver så meget, at jeg ejer mit  shit! At jeg ved, hvad der er mit. At jeg værner om min egentid, om mig selv, så jeg kan se klart, når bølgerne til tider går højt.

Jeg skal turde stille krav til dem og holde fast i dem. At være bestemt og kærlig på én gang, øver jeg mig også i. At eje mit nej, og at sige nej i kærlighed. At blive klog på, hvad der er mit ja, og hvad der er mit nej, så jeg kan sige det tydeligt, så de ved, hvor de har mig.

Det er som om mit ego gerne vil have mig til at tro, at nu er jeg færdigudviklet som menneske. ”Når børnene bliver så store, så bliver alt helt perfekt”, ”når du når dertil, så er det ikke mere, du skal tage stilling til”, ”når du har forstået dette, så er du i mål”.  Men heldigvis er det jo sådan, at vi hele livet har muligheden for at blive klogere, at være i bevægelse og udvikle os som mennesker. At jeg kan lære af mine piger hver dag, hvis jeg gider. At min morrolle hele tiden er i bevægelse og ikke stopper, den forandrer sig blot. Og hvis jeg tør, kan jeg gennem relation til dem hele tiden blive klogere på mig selv. Jeg har hørt, at først så opdrager vi vores børn, bagefter opdrager de os?! Og jeg tænker der er meget visdom at hente, hvis vi tør lytte til dem og tør kigge på de softspots, de peger på.

Sprød og varm september til dig.

Kærlig hilsen Mette

EFTERÅRS-PAUSERUM

Efter en del forespørgsler på Pauserum, har jeg lagt et enkelt i kalenderen. Du finder den her:

http://mettehyldgaard.dk/produkt/oktober-pauserum/

Rummet vil være klar, så du kan lægge dig på måtten 15 min før, og du har også mulighed for at blive liggende 15 min efter, hvis du har brug for at blive i den afsluttende meditation lidt længere. Der er te på kanden, så du også kan bruge tiden både før og efter til at nyde en kop te.