Min historie

Jeg er, af to omgange i livet, især blevet mindet om, at den opfattelse af det kvindelige, som jeg er blevet mødt med, langt fra stemmer overens med den fornemmelse, jeg selv bærer med mig om det kvindelige.  Når vi vokser op, opdager vi ofte ikke de kulturelle normer og de historier, vi er en del af, vi vokser lige så stille ind i dem og kan ofte slet ikke se dem. Det har været en lang og meget spændende rejse at udskille: Hvad er mit? Og hvad er kulturelle normer og historier? Hvad er brugbart og værd at tage med? Og hvad  står i vejen for, at jeg kan udtrykke en kraftfuld, sund og direkte udtrykt kvindelighed?

 

Min første påmindelse

Den første gange er, da jeg er i begyndelsen af 20’erne oplever ikke at have min menstruation i over et år. Jeg havde fået p-piller allerede, da jeg var 15 år, og da jeg ikke længere ønskede at tage disse, kom min menstruation blot ikke tilbage. Jeg havde en dybfølt lyst til at slippe disse p-piller, uden nogen tilskyndelse til det fra egen læge. Jeg kan tænke i dag, at der ligger en disrespekt for den helt unge kvindekrop, ved blot at udskrive p-piller, uden nogle særlige informationer om, hvad det egentlig kan indebære for kroppen og alle dens fine processer. Jeg tog på i vægt – næsten 10 kg – mit ansigt var oppustet, mit hår på hovedet blev tyndere – ikke noget ønskværdigt scenarie for en pige i begyndelsen af 20’erne.  Jeg var omgivet af læger og gynækologer, der så på min krop som dysfunktionel og som serverede teorier om, at jeg kunne have en svulst i hjernen, at jeg havde PCO, og at jeg nok fik meget svært ved at få børn osv. Jeg fik tilbudt andre hormoner og en scanning af min hjerne. Jeg takkede nej, fandt min egen vej og ved hjælp af zoneterapi og en kæreste, jeg blev meget forelsket i, og så begyndte min cyklus ganske langsomt at fungere normalt igen.

Jeg forstår nu, at min krop slet ikke kunne tåle disse p-piller, og at den blot skulle finde tilbage til sig selv. Jeg forstår, at det perspektiv, jeg fik tilbudt af de absolut dygtige og velmenende læger og gynækologer – netop blot var ét perspektiv. Et perspektiv, hvor der er fokus på kroppen, som en potentiel krigszone, hvor der hele tiden er noget, der er lige ved at gå galt, og hvor lægerne er eksperter, der ved meget mere om min krop, end jeg selv gør. I stedet blev jeg optaget af, at det i virkeligheden var min krop, og hvad var det egentlig, den ville fortælle mig? Jeg begyndte langsomt at forstå, at den blot gjorde oprør mod den måde, den blev forstået på, at den ville noget andet end fyldes med kunstige hormoner – og at min egen cyklus har meget at tilbyde mig – hver eneste måned.

Siden da har jeg altid budt min menstruation meget velkommen og været interesseret i og optaget af, hvordan min cyklus fungerer. 

 

Min anden påmindelse

Den anden gang er, da jeg bliver mor. Her oplever jeg i den grad en eksplosion mellem mine egne fornemmelser og de normer og historier, der er omkring mig. Det var både i forhold til graviditeten, fødslen og den første tid som mor. Jeg reagerer i den grad på, at befinde mig i dette krydsfelt mellem andres forventninger og egne fornemmelser.

Herefter er jeg for alvor på sporet i forhold til at genfortælle og genopdage det kvindelige. Jeg begynder at stille en masse spørgsmål, jeg interviewer kvinder, som har haft oplevelser, der ligner mine egne, jeg interviewer kvinder, som har andre indgangsvinkler til det at være mor, end den jeg selv er blevet mødt af, men som afspejler mine egen fornemmelser. Denne proces resulterer i bogen: Giv dig tid, mor 

Lad os fortælle historien sammen 

Jeg vokser hele tiden som kvinde, jeg er dedikeret opdagelsesrejsende i det kvindelige – jeg stiller spørgsmål, jeg lytter, jeg genfortæller og genopdager – og jeg har på ingen måde alle svarene, men det er min vision, at vi sammen kan genfortælle og genopdage det kvindeliges fulde potentiale.