Hele mennesker og sprød sensommer

Hele mennesker og sprød sensommer

Så blev det august, og i morgen d. 8. august – siges det –, er de lyse sommernætter officielt forbi for i år. Selv om sommeren har vist sig fra sin mere våde og kolde side, er denne tid på året, nu alligevel markant anderledes end vinterhalvåret, og jeg holder øje med hullerne i skyerne, og synes også, at jeg har fået mange sol-lommer med yoga udenfor, eller har kunne sidde og nyde en god bog i en solstråle, jeg lige har fanget. Jeg nyder lyset og alt det grønne. Og så har jeg jo også haft glæden af at bevæge mig længere sydpå sammen med min familie. Vi var primært i Frankrig og benyttede os af Airbnb, og det er en meget skøn måde at bevæge sig rundt i verden på og komme tættere på den pågældende kultur.

 

Nu glæder jeg mig til den sprøde sensommer, høsten, og alt hvad dertil hører. Og jeg glæder mig til at komme i gang med alle de spændende ting, jeg står overfor her i sensommeren og efteråret. Som jeg fortalte før ferien, har min mand og jeg købt lejligheden ovenpå, hvor vi bor. Flere og flere detaljer er faldet på plads over ferien, og vi overtager som planlagt her d. 15. august. Det er ret vildt, og det fylder mig med så meget taknemmelighed, jeg nørder totalt ud med farvekort, kigger på kopper og krus, hvilken farve skal yogamåtterne have? Ser på billeder og smukke plakater og drømmer om alt det skønne, der skal udfolde sig i rummene.

 

Men det fylder mig også med uro og spekulationer. For hvordan kommer det nu til at gå? Kan jeg bringe mine visioner og drømme for stedet til virkelighed? Kan jeg betale huslejen? Hvad hvis det ikke bliver godt nok? Perfekt nok?! Hvad nu hvis jeg fejler totalt, træder ved siden af?

 

Men hvad vil det overhovedet sige at træde ved siden af? Og hvad er ”godt nok”? Hvem har bestemt, hvor ”ved siden af” er? Og hvad perfekt vil sige?

 

Jeg har i ferien af flere omgange mødt mennesker, der på forskellig vis har italesat, at vi er nået til et punkt, hvor vi sulter efter at møde mennesker eller at høre om mennesker, som på en eller anden måde har såkaldt fejlet, eller som tør vise det hele menneske. Mennesker, som har en sygdom, mennesker som har oplevet en ulykke, mennesker som må deale med depressioner, angst, psykiske lidelser, dårlig økonomi, noget der på en eller anden måde afviger normen.

 

Vi har besluttet os for, hvad der er det rigtige eller det perfekte, og alt det, der falder uden for denne kasse er blevet dømt ude. Så det vi viser for hinanden i det offentlige rum, i medierne eller blot til hinanden, når vi er sammen i forskellige sociale sammenhænge er blevet til så lidt. Den kasse vi skal passe i for at være såkaldt perfekt er blevet så lille, at den kvæler os, den presser os og suger alt livet ud af os. Fordi vi har fået skabt en konstruktion af det at være menneske, som intet menneske i virkeligheden kan leve op til.

 

Vi har brug for at mødes som hele mennesker med alt, hvad det indeholder. Det er meget ensomt og ødelæggende for os at tage ud i et fællesskab, i en eller anden social sammenhæng, og kun bringe en lille bitte del af sig selv i spil, fordi vi har lært, at dit, dat og dut ikke er godt nok, rigtig nok, pænt nok. Og jeg tænker at denne sult på alt det, der falder uden for, at vi så gerne vil høre om mennesker, der repræsenter det, der falder udenfor normen, er fordi det bor i os alle  i en eller anden form. Og fordi vi sådan længes efter at blive genkendt som hele mennesker.

 

Ved at vi vise os selv som et helt menneske, giver vi  plads til andre og inviterer dem til at komme, som de er.

 

I min netværkscirkel Ny Nordisk Kvindecirkel, fortalte en kvinde på et tidspunkt, at hendes veninder var overbevist om, at det var en særlig type kvinder, der kom i “sådan en cirkel”, at de nok var særligt sårbare de fleste af dem. Det grinede vi lidt af, hvortil kvinden fra min cirkel tilføjede: ”men man kommer nok ikke her, hvis man ikke har et eller andet, der er svært”. Og her slog det mig endnu engang, hvordan vi får lavet disse forestillinger om, at nogle mennesker er særlige mennesker, der ikke har problemer, der ikke har det svært – måske slår de ikke engang prutter og laver lort?! Men det er som om vores egen svaghed er den allersvageste, at det vi selv tumler med er særligt skamfuldt eller særlig pinligt?!

Men det er nu engang præmissen for at være på denne jord og at være menneske, at vi alle står over for forskellige former for udfordringer og læringsprocesser, og jo mere vi tør være tydelige og synlige i vores processer, jo mere tillader vi andre at spejle sig i dette. Hvis de processer vi gennemgår bliver mere tydelige, så forstår vi også, at det vi selv synes er så særligt privat, svært og måske pinligt for os i virkeligheden blot er alment menneskeligt.

 

Så når jeg træder ind i denne nye fase, hvor jeg har mit eget sted, vil jeg gøre det som et helt menneske og tillade mig både at glæde mig vildt over det, fejre det og være megastolt, men jeg vil også tillade mig til tider at blive overvældet og at tvivle, fordi det alt sammen hører til i overgangsfaser i menneskelivet. Jeg vil tillade mig at lege med det perfekte, finde de helt rigtige kopper, puder, tæpper, billeder etc., og leve fint med, der hvor det ikke er perfekt.

 

Lige nu er min kalender ikke så fyldig, men fra 1. oktober er der igen Pauserum, Mødregruppe med yoga for mor og nu også Slow-yoga. Du får datoer, program og flere detaljer i mit næste nyhedsbrev. Ved du allerede nu, at du er interesseret i nogle af holdene, er du velkommen til at kontakte mig, der er også mulighed for at komme med ønsker og forslag til ugedage og tidspunkter til de forskellige hold. Jeg glæder mig vildt til at invitere din indenfor. 

Med ønsket om en sprød og lækker august til dig og dine

 

Kærlig hilsen Mette

 

 

KALENDER

NY NORDISK KVINDECIRKEL 2017-2018

Til september dannes kvindecirklen igen, og der er på nuværende tidspunkt 5 pladser tilbage.

Vi mødes onsdage kl. 16.30-20.30: d. 13. september, onsdag d. 4. oktober, 1. november, 6. december, 10. januar, 7. februar, 7. marts, 4. april, 2. maj, 5. juni.

TILMELDING: kontakt@mettehyldgaard.dk / mobilnr.: 26133278
Pris. 7000,- kr.

Du finder flere informationer her: http://mettehyldgaard.dk/workshops-forlob/

Du finder begivenheden her på Facebook: https://www.facebook.com/events/1503720769662794/

 

 

SENSOMMER-RETREAT FOR KVINDER VED ØRSLEV KLOSTER (udsolgt)

Torsdag d. 7. September, kl. 16.00 til lørdag d. 9. September, kl. 16.00

Du finder begivenheden her på Facebook: https://www.facebook.com/events/906705446132727/

Brochure
PIGELIV OG YOGA I UNDERVISNINGEN,  PÅ CFU/AALBORG

Anne Krogstrup Buch og jeg afholder dette kursus sammen. Målgruppen er primært: Trivselslærere, inklusionsvejledere og andre interesserede lærere, der arbejder med pigergrupper.

Beskrivelse:
Vi hører meget om de “sårbare piger” i folkeskolen. Piger, som får angst, gør selvskade, får stress, spiseforstyrrelser osv. Denne udvikling tager for alvor fat i målgruppen, når de nærmer sig puberteten omkring 5. – 9.klasse.

BAGGRUND for kurset:
Vi fik lyst til at give pigerne nogle redskaber og erfaringer til at tackle disse udfordringer ved at have trygge oplevelser sammen med hinanden – om det særlige ved at være piger. Det gjorde vi på egen skole (Aalborg Friskole) med forløbet “Pigeliv”. Ud fra de erfaringer vi har gjort i dette forløb, har vi skabt dette kursus, hvor du vil blive klædt på at til at skabe en anderledes ramme for integrationen af faget Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, med fokus på pigegrupper.

Vi har oplevet, at noget af den undervisning, der allerede findes og praktiseres ude på skolerne, kan virke ret grænseoverskridende og næsten vulgært på de helt unge piger. Noget, der gør, at de trækker sig og ikke får sat ord på noget af alt det, der er svært, og ikke får spurgt om netop det, de har brug for at vide.

Vi vil gerne med dette forløb tilbyde noget, der møder pigerne, hvor de er – i den sårbarhed, usikkerhed og med de udfordringer, der hører til denne alder.

Kurset vil blive til i en vekselvirkning mellem oplæg om pigekroppen, herunder bl.a. den første menstruation, trivslens betydning for indlæring og yoga-øvelser.

Der udleveres et praktisk, konkret kompendium, som kan tages direkte i brug i fag som UU, sundheds – og seksualundervisning og familiekundskab eller i det generelle arbejde omkring trivsel særligt i pigegrupper.

Dato/kl. Mandag 18. september 2017 kl. 12:00 til kl. 16:00

Sted UCN CFU, Mylius Erichsens Vej 137, 9210 Aalborg SØ – Lokale 6.K.20
9210 Aalborg SØ

Instruktør(-er) Friskole- og børneSKOLEyogalærer Anne Krogstrup Buch og
Cand.mag i dansk og psykologi, Mette Hyldgaard Skovmose
Max. holdstr. 20
Ansvarlig Pædagogisk konsulent Terkel Jessen Jensen

Ved tilmelding; KONTAKT CFU/Aalborg ASAP!

 

GIV DIG TID, MOR

Du finder min bog Giv dig tid, mor her: http://mettehyldgaard.dk/laer-med-mig/giv-dig-tid-mor/

 

 

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *